Er der enighed i den sammenbragte familie

4 apr, 2022 | 0 Kommentarer

 Dårlig stemning??

 Mange voksne i en sammenbragt familie, har svært ved at blive enige om tingene omkring børn/bonusbørn. Det ved jeg, da jeg har talt med mange sammenbragte familier, bonusmødre og bonusfædre igennem årene. 

Det kan indimellem være svært at styre sine følelser, når tingene går skævt og det kan nemt udvikle sig til, at det bliver børnene som bliver “problemet”.

Når din grænse for, hvad du synes er OK overskrides, kan du blive enten vred, frustreret eller komme til at føle afmagt (og har lyst til at give op).

Det er helt forståeligt at du reagerer sådan. Det handler om, at du ser på ting på en bestemt måde og kommer du til at føle at det ikke er ok vil du selvfølgelig reagere, på èn eller anden måde. 

Ofte kan der ske dèt, at hvis du og din partner har konflikter, kan du miste lysten til hjælp eller at være sammen med partneren og bonus-barnet/børnene. Selvfølgelig er det ikke bonus’s skyld, at du og far har en konflikt. Men din reaktion er forståelig. Det er simpelthen afmagt, fordi I voksne har svært ved at håndtere den uenighed/konflikt I har. Det kommer ofte til at gå ud over børnene. De regler I måske har sat – overholdes måske ikke. Og det giver uenigheder jer voksne imellem. 

 Er du verbalt stærk?

Som bonusmødre kommer vi let til at “overtage” når vi mener at far ikke gør nok eller ikke føler at han tager ansvar (i forhold til vores egne holdninger). Måske kan det handle om, at I voksne ikke lytter ordentligt til hinanden og at far “ikke altid får et ben til jorden”. Er du en verbalt stærk kvinde, kan han måske føle sig overrumplet og har han svært ved at sige tingene, gør han måske som han synes, i forhold til børnene. Det er måske lettere for ham, i stedet for at gå ind i en diskussion med dig, fordi han ved at han måske “taber ansigt”, netop hvis du er ham verbalt overlegen. 

Han kender måske din holdning og din reaktion og vælger den letteste løsning, for ham. Er det jeres mønster at trække jer, i stedet for at få talt problemerne igennem og finde løsninger som I begge er tilfredse med og er han lidt konfliktsky, tager han måske det valg som han synes er mest hensigtsmæssigt for ham. 

Respekt og accept…

Handler det om at du vil vise far, at du gerne vil være en god bonusmor? At du gerne vil tage dig af hans børn og gør meget for at vise at du holder af dem og gerne vil være der for dem? Vi bonusmødre glemmer nok ofte os selv og prøver at tilpasse os situationen – altså dèt at være en god partner og en god bonusmor. Det er desværre bare ikke altid at det lykkes. 

Både du og din partner har måske en forestilling om, hvordan du skal være som bonusmor. Men hvis ikke I får snakket om det og får lavet nogle regler og rammer – og sidst men ikke mindst – overholder dem, kan det gå galt. 

                           Det kræver respekt og accept af hinandens meninger og holdninger

Har du og din partner en uoverensstemmelse som I ikke har fået løst, kan det meget let komme til at gå ud over børnene, ikke fordi I bevidst vil det, men fordi det er dèt der sker. 

 Derfor er det vigtigt, at I to voksne øver jer i at være gode til at lytte til hinanden og snakke med hinanden – åbent og ærligt – og finde løsninger som passer jer begge to.

                                    Måske en udfordring – ja – men det kán lade sig gøre😉 

lone hauervig

Skrevet af Lone Hauervig

Jeg er født i 1958, er gift og har 2 børn, 2 bonusbørn samt en flok børnebørn. Jeg startede Sydjysk Parterapi i 2004 og har haft mange par og individuelle klienter igennem min klinik her på Skodborghusvej 4 i Vejen. Desuden har jeg arbejdet med familier, som har haft udfordringer i forhold til konflikter.

Andre blogindlæg

Kommentarer

0 Kommentarer

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Book en tid til samtale