Forholdet til bonusbørnenes mor

11 mar, 2022 | 0 Kommentarer

Når du bliver bonusmor følger biomor med. Det er uanset om I har kemi, samme holdninger og meninger eller ej. Det kan selvfølgelig være svært og give en masse udfordringer. Også fordi du måske har nogle helt andre forventninger, holdninger og meninger end biomor.

Havde du og biomor mødtes under andre omstændigheder var det slet ikke sikkert at I havde haft sympati for hinanden og af den grund ville I ikke have haft noget med hinanden at gøre.

Hendes måde at reagere på i forskellige situationer, kan fremkalde forskellige følelser i dig, fordi du er den du er. 

Det kan tappe dig for energi og få dig til at give op, hvis det bliver for tungt. Eller det kan få dig til at kæmpe imod så der opstår dårlig stemning og konflikter, som også vil tappe dig for energi.

Jeg kan godt forstå dig, men begge dele er ikke særligt hensigtsmæssige for dig, jeres parforhold eller for dig som bonusmor.

Biomor kan ikke laves om

Men du kán faktisk gøre nogle ting sélv som vil gøre, at det bliver lettere for dig at være bonusmor.  

 Her kan det godt være at jeg kommer til at udfordre dig lidt… 

 Du kan:

  • trække dig og lade din partner tage ansvar for sine børn når det gælder de praktiske opgaver og samarbejdet med biomor
  • forsøge at acceptere at det er din partner og biomor der træffer aftaler omkring deres børn
  • holde fast i at din partner og dig finder fælles rammer for jeres sammenbragte familie
  • forsøge at koncentrere dig om at udvikle dig selv som menneske
  • forsøge at vælge de kampe som tapper dig for energi
  • arbejde med at acceptere at biomor er i baggrunden
  • arbejde med at finde ud af hvorfor du reagerer som du gør, i visse situationer

Biomor skal selvfølgelig have lov til at bestemme over sine børn (jeg er bevidst om at der er situationer, hvor det ikke er forsvarligt).

MEEENNN – hvis ikke hun selv kan sætte grænsen for hvor meget hun skal være indover jeres sammenbragte familie, er du og din partner nødt til at gøre det. Det er jer to der skal sætte rammerne. 

Din partner og dig skal være enige

 Her er det en forudsætning at din partner og dig er enige om, hvordan forholdet til biomor skal fungere. 

For det kan virkelig være en belastning for jeres parforhold hvis ikke din partner formår også at tage hensyn til dig. Det kan i sidste ende gøre at du opgiver det hele og at der ikke er anden udvej end at skilles. Og det er rigtig ærgerligt for jer og ikke mindst for bonusbørnene, som endnu engang kommer ud i en skilsmisse. 

Så hold fast i at der er nødt til at være en grænse for, hvor meget biomor må fylde.

Selvfølgelig er der også gode historier hvor biomor accepterer og respekterer bonusmor. Det er så op til dig at finde ud af, hvor tætte I skal være.

Det kan jo sagtens være at biomor gerne vil have en godt forhold til dig og det er jo ønskværdigt. Især i forhold til bonusbørnene. 

Men det er dig der sætter grænsen for hvor tæt du vil have det. Skal I være sociale eller skal det holdes til at være på talefod. Det er op til dig. 

Og her vil jeg sige: mærk godt efter! 

Du skal ikke gøre det for at tilpasse dig – kun gøre det hvis du virkelig føler det😉

 

lone hauervig

Skrevet af Lone Hauervig

Jeg er født i 1958, er gift og har 2 børn, 2 bonusbørn samt en flok børnebørn. Jeg startede Sydjysk Parterapi i 2004 og har haft mange par og individuelle klienter igennem min klinik her på Skodborghusvej 4 i Vejen. Desuden har jeg arbejdet med familier, som har haft udfordringer i forhold til konflikter.

Andre blogindlæg

Kommentarer

0 Kommentarer

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Book en tid til samtale