Det er ikke let at blive en sammenbragt familie hvor der skal tages hensyn til partnerens børn og hele den nye situation. 

Det vigtigste at huske er at børnene, hverken partnerens eller ens egne, har valgt den situation de står i. De står også med rigtig mange følelser, afhængig af deres alder, som kan være svære for dem at håndtere.  

Der stilles ofte store krav til bonusmor rollen både følelsesmæssigt og praktisk. Og mange bonusmødre stiller ofte meget store krav til sig selv, i håbet om at udfylde rollen på bedste vis. Det er desværre bare ikke altid at det lykkes, fordi der er mange faktorer som spiller ind i dèt at være en sammenbragt familie.  

Som bonusmor har du måske en forventning til at det hele nok skal gå, men bliver slemt skuffet når du opdager, at det gør det måske ikke. 

Det kan skabe mange uenigheder og konflikter, som nogen kan have svært ved at håndtere. 

Jeg oplever at mange bonusmødre har svært ved at sige fra. De går lidt på listesko og håber på at tingene vil løse sig henad vejen. De sætter egne behov i baggrunden i håbet om at blive set som den gode og overskudsagtige bonusmor. 

Men er det virkeligheden?? For mange NEJ. 

Usikkerhed, frustration, vrede, afmagt, dèt at føle sig holdt udenfor, ikke at komme nogen vegne med sine holdninger, ikke at føle sig lyttet til kan være nogle af de ting du oplever. 

Og det er svært for mange at sige tingene højt fordi de er bange for at andre måske oplever dem som dårlige bonusmødre. For nogle (især børnenes mor og partnerens familie). 

Jeg er helt sikker på at de fleste bonusmødre gør det bedste de kan, ud fra de forudsætninger de har.

Og hvad forudsætninger angår så har du måske ikke være bonusmor før og ved ikke hvad den rolle indebærer. Der følger desværre ikke en brugsvejledning med når du indgår i bonusmor rollen. 

Da jeg selv er bonusmor og har været det i mange år er der mange ting, jeg er blevet opmærksom på henad vejen. 

Jeg kan i bagklogskabens klare lys se, at hvis jeg havde haft nogle redskaber til at håndtere de situationer jeg i starten oplevede som svære og kaotiske, ville mange ting have været anderledes. 

Især irritationen, konflikterne og skænderierne med min mand. Jeg fandt senere ud af at mange ting handlede om at vi ikke var gode til sámmen at håndtere situationen som sammenbragt familie og at jeg skulle kigge mere indad i mig selv og finde ud af hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, i mange situationer.

Som personer er vi alle forskellige og har forskellige ting med i vores bagage. Og det er med den bagage vi indgår både i et parforhold og i  en sammenbragt familie. 

Det er her kunsten bliver at få indholdet i de to “kufferter” til at fungere sammen på en god og konstruktiv måde. 

Og det kræver arbejde – både i forhold til sig selv og i samspillet med partneren.